Fortsæt til hovedindholdet

Pilgrimsvandring

Stiftets to pilgrimspræster, Solveig Ståhl-Nielsen og Elizabeth Knox-Seith, indbyder til en varieret vandring, hvor vi går på opdagelse i biodiversiteten og bl.a. udforsker, hvordan man kan omdanne en gammel grusgrav til et rekreativt område for dyr og mennesker. Undervejs vil der være korte meditationer og refleksioner – og tid til at stoppe op og spise madpakke.

Vores tema er: FORVANDLING

 

Tilmelding dig her pilgrimsvandringen her

 

Vi starter søndagen i Trekroner med andagt i Trekroner Kirke kl. 8.45. Der er mange muligheder for at komme til Trekroner Station, hvorfra der kun er en kort gåtur til kirken.

Fra kirken fortsætter vi via 1000 års-skoven til Maglehøjgård, hvor man arbejder aktivt med biodiversitet. Derefter bevæger vi os ind i det gamle grusgravsområde, der nu er blevet til et spændende naturområde med masser af vandrestier og udsigt over en sø, der er dannet i den gamle grusgrav.

Vi går derefter et kort stykke ad den lille landevej Koldekildevej til Veddelev, hvor vi fra havnen går lidt nordpå til området på grænsen til Risø. Herfra er der flot udsigt over Roskilde Fjord – bl.a. til det område, hvor man har fundet de gamle vikingeskibe, der blev sænket i fjorden for at forhindre fremmede flåder i at trænge ind.

Vi fortsætter sydpå langs vandet ind mod Roskilde, hvor der hele vejen er flot udsigt til Roskilde Domkirke.

Turen er cirka 7-14 kilometer lang, da der vil være mulighed for at stå på en bus flere steder undervejs. Vi regner med at være i Roskilde ca. kl. 14.

Har du ikke kræfter til at gå hele vejen, er der mulighed for at tage en bus undervejs. Du kan også tage en bus fra Roskilde og møde os i området omkring Veddelev.

Vel mødt til alle!

 

Fakta

Info om bus-muligheder i forbindelse om vandringen: 

Ønsker du at kommer senere: 

Omkring ved 12-tiden kan vi mødes ved planteskolen "Super Koi", der ligger Koldekildevej 15, 4000 Roskilde.

 

Kommer du i bil, er der gode parkeringsmuligheder.

 

Ellers kan du tage bus 216 mod Ballerup fra Roskilde Station (Jernbanegade), klokken 11.24. Bussen vil være 11.34 på Koldekildevej/Frederiksborgvej.

 

Så kan du møde os ved planteskolen, der er nem at finde. 

 

Ønsker du at være med til workshops: 

Vil du gerne ind til Roskilde for at være med i de workshops, som starter klokken 13, kan du tage bus 203 fra Baunehøjvej (Veddelev Bygade) 12.14, som kører mod Roskilde. Den stopper 12.21 på Sankt Ibs Vej, 12.29 på Duebrødrevej, og 12.27 på Roskilde Stationscenter. 

 

Det samme gælder en time senere. Altså afg. 13.14 - ank. 13.27.

 

Går du med via fjorden, kan man tage bus 203 mod Roskilde fra Vestre Kirkevej/Frederiksborgvej, 14.15 eller 15.15 - med ankomst hhv. 14.27 eller 15.27 (evt. stå af lidt før ved f.eks. Sankt Ibs Vej).